Dusses Venner


Foreningen Dusses Venner er støttefond for Dusika - Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester. Nærværende vedtægter er gældende d.d.:

Vedtægter for foreningen DUSSES VENNER

§1: Navn

Foreningens navn er DUSSES VENNER.

DUSSES VENNER er hjemmehørende i Københavns Amt.

§2: Formål 

DUSSES VENNER har til formål at støtte DUSIKA – Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester til at give unge i Københavns Amt musikalske og sociale oplevelser for livet. Dette gøres ved at støtte orkestrets aktiviteter, der indebærer orkesterprøver, gruppeprøver, øveweekends, koncerter og koncertrejser, samt et rigt socialt liv i og omkring orkestret.

§3: Medlemskab

Alle med interesse i foreningen DUSSES VENNERs formål kan melde sig ind.

Medlemskab tegnes for ½ år ad gangen. Udmeldelse af DUSSES VENNER sker til koordinator pr. 1/2 og pr.1/8 med minimum 2 mdr. varsel.

Ethvert medlem er berettiget til at få en sag på dagsordenen til orkesterrådsmøderne.

Der skelnes mellem aktive og passive medlemmer. Til aktive medlemmer hører alle der spiller i DUSIKA - Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester. Medlemmer der ikke spiller i DUSIKA regnes som passive medlemmer. For aktivt medlemskab af DUSSES VENNER gælder følgende: Efter samtale med koordinator indstilles man til en gensidig prøvetid på 3 mdr. I løbet af prøvetiden skal man til forespilning for dirigent, koncertmester og evt. gruppeleder, hvor der er mulighed for at konstatere, om man besidder et tilstrækkeligt teknisk og musikalsk niveau.

§4: Generalforsamling

Den ordinære generalforsamling (GF) afholdes hvert år i august eller september. Der kan skriftligt indkaldes til ekstraordinær GF med mindst tre ugers varsel. Forslag til vedtagelse på GF skal være orkesterrådet i hænde senest to uger før. Dagsorden ved ordinær GF skal indeholde flg. punkter:

  1. Formalia
  2. Orkesterrådets årsberetning, herunder fremlæggelse af regnskab og budget.
  3. Indkomne forslag.
  4. Fremtidsplan og fastsættelse af kontingent.
  5. Valg af orkesterråd og revisor.
  6. Evt.

Afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal. Alle medlemmer af foreningen har stemmeret. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Et enigt orkesterråd eller halvdelen af medlemmerne kan indkalde til ekstraordinær GF.

§5: Orkesterråd

DUSSES VENNERs bestyrelse hedder Orkesterrådet. Orkesterrådet er det forum hvor problemer, idéer, repertoire, koncertplaner m.m. kan diskuteres. Orkesterrådet er desuden ansvarlig for at hjælpe koordinator med at løse forskellige praktiske opgaver. Desuden har Orkesterrådet gennem sin repræsentant i DUSIKAs bestyrelse stor indflydelse på orkestrets overordnede rammer.

Orkesterrådet vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen, og består af 1 formand – der vælges ved særskilt valghandling - og 4 ordinære medlemmer og herudover vælges 2 suppleanter. Orkesterrådet  konstituerer sig selv. Der vælges en næstformand, en kasserer, en sekretær, en nodearkivar og en transportansvarlig. Orkesterrådets beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Afstemning kan ske skriftligt hvis mindst et medlem kræver det. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Orkestrets dirigent og koordinator kan deltage i rådets møder uden stemmeret.

Rådet mødes jævnligt og indkaldes af formanden eller mindst 3 rådsmedlemmer med 1 uges varsel. Sekretæren sørger for at der tages referat, og at dette er tilgængeligt for resten af orkestrets medlemmer.

Ved formandens fravær overtager næstformanden formandsposten.

§6: Regnskab

Orkesterrådet er ansvarlig for, at der føres et selvstændigt regnskab.

Foreningens regnskabsår følger skoleåret. Det samlede regnskab skal gennemgås og godkendes af den valgte revisor.

§7: Vedtægtsændringer og opløsning

Foreningens vedtægter kan kun ændres på GF med mindst 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede. Foreningen kan kun opløses af en ekstraordinær GF indkaldt med dette ene punkt på dagsordenen, og opløsningen kan kun vedtages med mindst ¾ flertal af de fremmødte stemmeberettigede. Ved opløsning af foreningen skal GF samtidig beslutte hvorledes evt. overskydende midler skal anvendes.

_________________________________

Nærværende vedtægter er vedtaget på
DUSSES VENNERs stiftende generalforsamling d. 8. september 2001